Billedernes skamløse nærvær

Orange hajfinne dukker pludselig op af sort asfalt, tårn pierces af afgrenede træstammer, insektelskov afbrydes af brændende kometer, sne lægger sig på bjergtop, mens kammen opvarmes af den glødende eftermiddagssol. Associationerne kommer i en lind strøm, udbygges, eskalerer, for så at forandre sig til noget helt andet.


Luise Haugens billeder synes i en konstant forvandling. Det, ens fortolkende hjerne lige syntes at have fået styr på, bryder sammen for øjnene af en. Aggressive pileforme tager over og ændrer billedet, en blå skygge i baggrunden insisterer pludselig på sit nærvær, op og ned, for og bag, motiv og undermotiv skyder sig og ud imellem hinanden. Og så kigger man op og opdager, at alt alligevel er en helhed, at kompositionen faktisk sidder lige i skabet.

 

Med sin blanding af akrylmaleri og collage har Luise Haugens billeder en mærkbar plastisk og taktil kvalitet. De er fysisk nærværende i lige så høj grad, som de er visuelt kalejdoskopiske.

Det er som om at betragte en arkæologisk udgravning med den markante forskel, at den tydelige grænse mellem de forskellige historiske lag af afløst af glidende overgange eller deciderede  sammenblandinger. Den rationelle orden er afløst af et flimrende og dansende kaos.

 

Man kunne godt kalde Luise Haugens billeder for formmæssige undersøgelser, for studier i maleriske principper på maleriets egne betingelser. En interesse for overlapninger mellem planer, sammenstød mellem pastose og opake farvelag, geometrisk abstraktion overfor spontant påførte penselstrøg, struktur overfor nedbrydning. Når man betragter billederne, er det imidlertid som om historierne kommer væltende af sig selv. Og at det rent faktisk ikke bare er okay, at de gør det, men at det er det, der er hele pointen: den visuelle leg, de nye betydninger, den aldrig stoppende proces, afbrydelserne, objekterne, der begynder at dukke op, naturscenerier, mareridtsagtige drømme, ømme omfavnelser, usikkerhed og kaos. Frugtbart kaos.

 

Det er billedernes pågåenhed, deres stoflige nærvær, der gør dem så spændende. Uden at komme med færdigtsyede fortolkninger eller koloristiske og teoretiske programerklæringer, er Luise Haugens billeder umulige ikke at forholde sig til.

 

Der er også noget andet. Ligesom Tal R´s malerier demonstrerer de en ægte glæde ved skabelsesprocessen, ved det er smøre den fede farve ud på lærredet, bygge en form op og rive den ned igen, skabe lyriske stemninger, overmande beskueren og sig selv med nye fortællinger, nye associationer. Luise Haugens billeder er på én gang melankolske, aggressive, følsomme, humoristiske, paradoksale og vældigt, vældigt sexede. De er følelser og krop på samme tid. Fedt.

Tom Jørgensen, kunstanmelder på Jyllands Posten,
redaktør af Kunstavisen