D2AFCD28-1C08-48A8-B8B6-E2FFF04C6664_edi

Så fint som silke, 

så stærkt som stål

Før vi kigger nærmere på Luise Haugens billedsprog, kan det være af værdi at placere det i en større sammenhæng blandt de mange kunstneriske måder, man kan udtrykke sig på i dag.

Selv i den nuværende mangfoldighed af stiludtryk kan man tale om nogle grundlæggende modsætninger. Ser man, for maleriets vedkommende, bort fra den grundlæggende opsplitning i henholdsvis figuration eller abstraktion, drejer det sig om modsætningen mellem en ekspressiv og intuitiv måde at udtrykke sig på og en, der er mere stram, disciplineret og analyserende. Man finder naturligvis et utal af overlapninger, men helt basalt kan man stadig med god ret tale om analyse overfor intuition og disciplinær beherskelse overfor spontan ekspressivitet.

Det spændende ved Luise Haugen er, at hendes kunst overskrider præcis disse modsætninger. Har man først konstateret, at hendes billedverden er helt non-figurativ, er det bemærkelsesværdige nu, at den ikke falder i én bestemt kategori. Grunden hertil er først og fremmest materialevalget. Luise Haugen arbejder konsekvent med akryl og silkepapir på lærred. Silkepapirets gennemsigtighed giver en æterisk og poetisk effekt i forhold til akrylfarvens cremede og nogle gange påtrængende stoflighed. Et forhold, der udnyttes med stort raffinement og følsomhed i billederne. Det skrøbelige papir danner også et fint netværk af små rynker og folder, hvilket, når flere lag papir lægges ovenpå hinanden, medfører en reliefagtig collageeffekt givende tyngde og materialitet.

Luise Haugen formår i sine billeder at veksle mellem det roligt meditative og det voldsomt dynamiske, ligesom nogle malerier kun består af få tynde og æteriske lag, mens andre er domineret af tyktflydende farve og vægtige former. Variationen i rytme og dynamik er uendelig, som var der, for at henvise til musikkens verden, tale om alt fra blide klassiske toner over barokkens springflod af tonaliteter til hård rockmusik og meditativt virkende ambient.

I ét billede dominerer gennemsigtige overlappende farvefelter, i et andet stjæler en massiv sort rektangulær masse hele opmærksomheden, mens man i et tredje ser en strøm af elliptisk energi pulsere tværs hen over billedfladen.

Også hvad angår farveholdningen er variationen enorm. Glødende orange og violette toner stråler ud fra ét maleri, et andet er overtaget af dunkle mørke farver, hvor et lille strejf af citrongult til gengæld virker så meget desto stærkere, mens et tredje billede spiller på et register af dæmpede hvide, grå og sorte nuancer.

Luise Haugens suveræne materialefornemmelse og usædvanligt sikre farveforståelse har skabt en billedverden, der på én gang er kompleks og dynamisk, rå og blid og elegant og poetisk. Det er, kort sagt, rigtigt, rigtigt godt.

Tom Jørgensen, kunstanmelder på Jyllands Posten,
redaktør af Kunstavisen